Skrevet den 22. Jul 2014. Artiklen er vist 1844 gange.
Del med dine venner
Selvom sommeren er over os, så hindrer det ikke film at få premiere i de danske biografer. Dog er det over sommeren altid lidt fattigere med filmpremierer, men dog har vi i denne uge tre film, der får premiere. De danske biografer åbner nemlig i denne uge op for ”Deliver Us From Evil”, Chinese Puzzle” og ”Don Fabijans bekendelser”.
Deliver Us From Evil
”Deliver Us From Evil” er en sand gyser, der leger med både det okkulte og det overnaturlige, og på rollelisten finder vi blandt andet Eric Bana.
”Deliver Us From Evil” handler om politibetjenten Ralph Sarchie, der har fået til opgave at opklare en række uforklarlige forbrydelser. Det viser sig dog snart, at det ikke er helt almindelige forbrydelser, da de ikke nok med at være uforklarlige, også har okkulte og overnaturlige bevæggrunde.
Filmen er baseret på virkelighedens Ralph Sarchies bog ”Beware the Night” fra 2001, hvori han beskriver sit møde med det overnaturlige i sit virke som politibetjent. Du kan se traileren til filmen herunder eller se filmen i biografen, når den har premiere torsdag d. 24. juli 2014.
Chinese Puzzle
”Chinese Puzzle” er en fransk kærlighedskomedie, hvor vi på rollelisten finder prominente navne som Audrey Tautou, Romain Duris og Kelly Reilly.
”Chinese Puzzle” handler, som titlen antyder, om kærlighedens puslespil. Vi møder den 40-årige franskmand Xavier, der er forfatter, og som forlades af sin kone Wendy, der tager børnene med til New York, hvor hun har mødt en ny mand. Xavier flytter også til New York og nærmere betegnet China Town, men hurtigt møder han forhindringer på sin vej.
”Chinese Puzzle” har premiere torsdag d. 24/7 2014, og du kan se traileren til filmen herunder.
Don Fabijans bekendelser (The Priest’s Children)
”Don Fabijans bekendelser” er en kroatisk komedie, der tager en humoristisk tilgang til livet i de knapt så sekulariserede samfund, hvor kirken har stor indflydelse på folkets gøren og laden.
”Don Fabijans bekendelser” handler om præsten Fabijan, der får et embede på en lille kroatisk ø. Øen har imidlertid et problem, og det er, at der dør langt flere mennesker, end der fødes. Det sætter Fabijan sig for at gøre noget ved, og sammen med kioskejeren Petar og apotekeren Marin sætter de en snedig plan i gang, der involverer diverse modifikationer af præventionsmidler. Først ser det ud til at gå som planlagt, men snart står Fabijan i problemer til halsen.
”Don Fabijans bekendelser” har premiere torsdag d. 24. juli 2014, og du kan se traileren til filmen herunder.