Logitech G Pro X 60 Lightspeed

Logitech G Pro X 60 Lightspeed
Logitech har udvidet deres Logitech G sortiment med et lille kompakt 60% tastatur, som tilmed er trådløst. Det nye Logitech G Pro X 60 Lightspeed er udviklet i samarbejde med professionelle e-sports spillere.

Centrale Specifikationer

  • 2:1 LIGHTSPEED-adapter
  • Bluetooth
  • Dual-shot PBT keycaps
  • LIGHTSYNC RGB-belysning
  • Game mode-kontakt

Centralt er naturligvis at der er tale om et 60% tastatur, så altså i den helt lille ende. Det er dog også trådløst, med mulighed for både Logitech Lightspeed forbindelse via USB Dongle eller Bluetooth, så man har den flekisbilitet. 


En tur rundt om Logitech G Pro X 60 Lightspeed

Det første der møder os når vi åbner kassen, er den semi hårde transporttaske, som følger med til Logitech G Pro X 60 Lightspeed. Det er tydeligt, at Logitech regner med at der er tale om et tastatur, som mange vil have med sig når de skal spille andre steder end derhjemme. Det er specielt med tanke på de professionelle spillere, tænker jeg også. 

Logitech G Pro X 60  carry case.jpg

Åbner vi op og ser på selve tastaturet, så er der tale om et afdæmpet design, der ikke umiddelbart skriger gaming. Det er helt med vilje fra Logitechs side, da den feedback de har fået, fra de professionelle spillere de har arbejdet sammen med, handler meget om at reducere distraherende elementer.

Så der er skåret ind til benet og fokuseret på de centrale features, uden en masse ekstra lir og tilføjelser. Den feedback er også en af årsagerne til, at Logitech har valgt at udvikle et 60% tastatur, da den lille formfaktor giver mest plads på bordet til musen. En detalje der betyder meget for Pro FPS spillere specielt. 

Logitech-G-PRO-X-60-LIGHTSPEED-Gaming-Keyboard-Details.jpg

Du kan få Logitech G Pro X 60 Lightspeed i en sort version, som den vi har haft på besøg til test, men også i hvid eller lyserød, hvis der skal lidt mere variation på. 

Logitech gør brug af Dual-shot PBT keycaps i et standard layout, så der er mulighed for at bruge tredjeparts keycaps hvis man vil.

Logitech G Pro X 60  keycaps.jpg

Grundet den lille størrelse er der naturligvis en masse funktioner, der ikke har deres dedikerede tast. I stedet for er de placeret som sekundære funktioner på de eksisterende taster og kan tilgås via FN tasten. 

Hvis det ikke er nok, kan man via Logitech G Hub softwaren tilpasse tingene endnu mere, hvilket vi kommer mere ind på senere. 

Kontakterne er Logitechs GX Optical, og du kan vælge imellem en taktile eller en linear variant. Vi har fået linear versionen til test. 

Logitech G Pro X 60  switch linear GX.jpg

På trods af at der sigtes efter at begrænse distraherende elementer, så er der naturligvis stadig mulighed for RGB belysning. Det kan styres via genveje på tastaturet eller tilpasses i G Hub softwaren. 

I toppen af Pro X 60 Lightspeed finder vi en power knap sammen et USB C til opladning eller forbindelse via kabel. Derudover er der knapper til at skifte imellem Lightspeed forbindelse og Bluetooth. 

PXL_20240320_104950595.MP.jpg

På Venstre side er der et lille volumen hjul, mens vi på højre side har en gaming knap, der slår funktioner som Windows tasten fra, så man ikke risikerer at det forstyrrer under spil 

I bunden kommer Pro X 60 Lightspeed med fire gummifødder, der sørger for at det hele står stabilt på bordet. Her er der også mulighed for at slå fødder ud, der giver en hældning på 8°. 

Meget praktisk er der på undersiden også en plads, hvor man kan opbevare sin USB Dongle under transport, så den er et fast sted og ikke bliver væk. 


Software

Vil man tilpasse indstillingerne på Pro X 60 Lightspeed, skal man forbi Logitechs G Hub software. Det er her man kan finde alle sine Logitech G produkter, så hvis man har flere kan de alle sammen ses og styre herfra. 

Der er en hurtig oversigt over detaljer som batteristatus og forventet tilbageværende tid. Via softwaren kan du tilpasse dit RGB lys og du har mulighed for at vælge imellem en lang række presets eller lave din helt egen. 

Logitech G Pro X 60  G Hub oversigt.jpg

Der er mulighed for kontrol af hver enkelt tast for sig selv, så man kan gå helt ned i detaljen hvis man vil. 

En af de mest centrale funktioner i softwaren i forbindelse med Pro X 60 Lightspeed er dog nok mulighed for at tilpasse tasternes funktioner og ligge genveje ind i flere lag. 

Logitech G Pro X 60  G Hub RGB.jpg

På den måde kan man få en del af den funktionalitet, som man får med et full-size tastatur, selv om man har et meget mindre tastatur. 

Det er muligt at tilpasse stort set alle taster hver for sig, med kun et par enkelte som FN tasten osv, der er låst til specifikke funktioner. 

Man har super brede muligheder for at tilpasse, hvilke funktioner man tildeler tasterne og kan vælge alt fra genveje, macroer, specifikke Windows eller program funktioner og et væld af andre ting. 

Logutech G Hub Pro X 60 Tilpasning af genveje.jpg

Det er muligt at lægge tingene i lag, så man fx ved brug af G Shift funktionen på en Logitech mus, med et enkelt tryk har adgang til et helt nyt lag af genveje og funktioner.

Der er ret dybe muligheder som sagt, men opsætningen via softwaren er ikke specielt intuitiv og virker ret kluntet. Det tog mig omkring et kvarter og regne ud hvordan tingene fungerede, på trods af at have læst Logitechs egen vejledning igennem flere gange. 

Da jeg først regnede det ud så gik det dog fint, men det er et element som Logitech godt kunne finpudse, hvis det skal være rigtigt brugervenligt. 


Test

Jeg har brugt Pro X 60 Lightspeed i et par uger nu, som et supplement til mit normale tastatur. 

Tilslutning og brug er lige til og ren plug and play via den inkluderede Lightspeed USB Dongle.

60% formfaktoren er lidt speciel og man skal vænne sig til den, hvis man er vant til et tastatur i fuld størrelse. 

Logitech G Pro X 60  USB Dongle.jpg

Til hverdag passer det fx mig meget skidt, da jeg skriver meget og gør brug af piletaster til at hoppe rundt i mine tekstdokumenter og num pad delen til at taste tal ind en mange gange i løbet af en dag. 

Man har de samme muligheder via genveje på et 60% tastatur, men det er ikke lykkedes mig at vænne mig til det, og det ender med at blive et irritations element for mig når jeg arbejder. Så den slags bør man naturligvis være opmærksom på, inden man tager springet til den lille formfaktor. 

Til gaming er det dog en anden sag, og her har den lille størrelse været meget rar, da det giver betydeligt mere spillerum på bordet til musen. 

Fornemmelsen af Logitechs GX kontakter er lækker og de inkluderede Dual-shot PBT keycaps føles også gode. Det er lækkert at se, at Logitech har valgt et standard design på tingene, i stedet for de lidt mere specielle gaming caps, som de har haft tidligere. 

Logitech G Pro X 60  keys.jpg

I forhold til forbindelsen har jeg ikke på noget tidspunkt under min test oplevet nogen problemer. Logitech angiver selv at Pro X 60 Lightspeed har en latency på 1ms. 

Grundlæggende set er Pro X 60 Lightspeed et fint 60% tastatur med fokus på de centrale features. Det virker dog bare som en ret tynd kop te hvis man tænker på hvilke features der ellers efterhånden findes på markedet. Har er ingen mulighed for Rappid Triggers, ingen mulighed for at udbytte kontakter eller andet som efterhånden er ret normalt i high end tastaturer. 

Alt sammen ville have været fint nok hvis det var et basalt mekanisk gaming tastatur til en fornuftig pris. Det er det bare ikke helt hvilket jeg springer videre til nu. 


Pris

Pro X 60 Lightspeed er helt ny og lanceres først i butikkerne den 16. april. Derfor kan jeg i skrivende stund kun finde den online hos Logitechs selv. Her lister de den med en pris på 1499 kroner. I forhold til hvad man får med her så synes jeg den pris rammer LANGT over målet. Til sammenligning kan du få et Wooting 60HE med et hav af ekstra featurers for nogenlunde det samme. 


Konklusion

Hvis man er på jagt efter et mekanisk gaming tastatur af den helt kompakte slags, uden en masse features du måske ikke skal bruge og gerne vil have den trådløse frihed med, så burde Logitech med Pro X 60 Lightspeed være et fornuftigt bud. 

Du får en stærk forbindelse, solide om end lidt basale kontakter og keycaps sammen med fornuftig batteritid på op til 65 timer. 

Logitech G Pro X 60 i carry case

Software tilpasning af funktionstaster og genveje var en smule kluntet, men der findes masser af funktionalitet i softwaren hvis man vil have mest muligt ud af den lille 60% størrelse. 

Alt det havde været fint til en betydeligt lavere pris. Logotech lister dog Pro X 60 Lightspeed med en pris som lander i samme område som fx et Wooting 60HE som kommer med muligheden for et hav af andre features som Rappid Trigger, Analog kontakter der give rmulighed for at tilpasse aktiveringspunktet dynamisk, hot swap kontakter og et materiale valg som ligger en del over hvad Logitech bringer med til bordet her. Eneste seriøse salgsargument er at vi kan nyde den trådløse frihed, men det er desværre ikke helt nok til at vinde dagen i min bog når vi tager prisen i betragtning. 

Logitech har simplethen alt for lidt med til bordet her til den pris som de forlanger. Vi lander med en endelig karakter på 6 for et grundlæggende fint tastatur som dog forlanger en ALT for høj pris for sin begrænsede featureliste. Så meget er den trådløse frihed ikke værd når man ser på hvad man ellers kunne få for de samme penge. 


Fordele

  • Solid Lightspeed forbindelse
  • God batteritid


Ulemper: 

  • Software tilpasning af taster og genveje er ret kluntet
  • Prisen er ALT for høj
  • Begrænset featureliste for et moderne mekanisk tastatur i denne prisklasse

Vores partnere