Glorious Gaming GMMK Pro

Glorious Gaming GMMK Pro tastatur
Hvis du gerne vil have et nyt tastatur, men ikke lige kan finde et der rammer den rigtige stil, så kan en løsning være at bygge dit eget. I dagens test kigger vi på Glorious Gaming GMMK Pro, som kan fås både som en samlet pakke eller, som vi ser på i dag, et sæt man selv kan tilpasse og samle.

Centrale features

  • Metal Unibody design
  • Swappable Mechanical Switches
  • 75% Layout

Da man kan sammensætte sit eget tastatur ud fra en række forskellige elementer, så er man ikke helt fastlåst på specifikationerne, som naturligvis vil ændre sig alt efter, hvilke kontakter og keycaps man vælger. 


En tur rundt om Glorious Gaming GMMK Pro

Her er det igen vigtigt at understrege, at det vi ser på her er den konfiguration, som vi har fået på besøg til test. Samler du selv får du en Glorious Gaming GMMK Pro barebones kit, som kabinet basen på tastaturet, men uden kontakter eller keycaps.

Den kan fås i enten i hvid, eller som vores, sort. Der er dog mulighed for at tilkøbe toprammer i andre farver, hvis man vil peppe tingene mere op.  

Glorious Gaming GMMK Pro tastatur barebones.jpg

Det er en tung sag i et Unibody Metal design og den vejer over 1,5 kg uden kontakter eller keycaps. Så det er et tastatur man ikke lige kaster rundt med. 

Det betyder, at den står super solidt fast på bordet og giver en solid og tung fornemmelse af kvalitet. Materialer og byggekvalitet føles lækker. 

Der er et USB C stik i toppen til det medfølgende kabel. Der er kun tale om et kablet tastatur og altså ikke med mulighed for trådløs tilslutning. 

Glorious Gaming GMMK Pro tastatur RGB strip.jpg

På begge sider af rammen er der en lille RGB lys stribe og på toppen i øverste højre hjørne er der en multifunktionsdrejeknap. 

I bunden er der fire små gummifødder, men inden mulighed for at tilpasse vinkel på tastaturet, ud over den lille vinkel som det har som standard.

RGB delen i Glorious Gaming GMMK Pro er en del af kabinettet her og sidder altså ikke i kontakterne. 

Glorious Gaming Switch

Næste trin er netop kontakterne, og her har man også stor valgfrihed. Glorious Gaming sælger naturligvis et udvalg. Derudover så er der mulighed for at vælge frit, så længe det er kontakter der passer til det 5-Pin Hotswap; South-Facing Gasket Mount setup, som bruges på Glorious Gaming GMMK Pro. 

I vores tilfælde havde vi fået medsendt to forskellige sæt kontakter fra Glorious Gaming. Det var et sæt af deres Glorious Lynx og et sæt af deres Glorious Panda kontakter. 

Glorious Gaming Panda Switch

Der er tale om henholdsvis Linear og Tactile kontakter, og de kan blandes som man vil. Det kan man gøre hvis man foretrækker tactile kontakter fx på WASD tasterne når man spiller eller lign alternativ opsætning. 

Med kontakterne på plads, skal der naturligvis også keycaps til, og her havde vi  i vores testsæt fået et sæt af Glorious Gamings GPBT keycaps med i en Nebula Edition, som er i skiftende lilla og lyserøde nuancer.


Samling

Med alle delene på plads var det tid til at samle Glorious Gaming GMMK Pro sættet. Da alle kontakter naturligvis er ens, så var det ikke noget problem at få dem på plads. 

Glorious Lynx switces.jpg

Jeg valgte at gå med Glorious Lynx kontakterne. Herfra var det blot at sørge for at vende dem rigtigt, hvilket er svært at tage fejl af og så ellers placere dem en efter en, til de alle er på plads. 

Næste trin var keycaps, hvilket var lidt mere omstændeligt, da tingene jo skal sidde rigtigt der. Glorious Gamings GPBT keycaps sættet er lavet til at passe til Full Size tastaturer, så der var en del der ikke skulle bruges, på det 75% layout vi har med at gøre her. 

Glorious Gaming GMMK Pro tastatur pink party.jpg

Heldigvis ligger de dog opdelt i pakkerne nogenlunde, som de skal placeret på tastaturet, så det er bare at arbejde sig systematisk frem. 

Med et andet tastatur placeret ved siden af som reference gik det ret hurtigt. Det eneste jeg lige skulle rode lidt med, var et par af specialfunktionerne på højre side. 


Software

Kontrol og tilpasning af Glorious Gaming GMMK Pro kan ske gennem deres Glorious Core software. 

Her er der mulighed for at tilpasse RGB lyset. Der kan vælges mellem et væld af presets, eller man kan lave sine egne, og man har mulighed for flere lag af effekter.

Skærmbillede 2024-03-22 132209.jpg

Der er også mulighed for at vælge indstillinger for ydelsen med mulighed for tilpasning af fx polling rate fra 125 Hz op til 1000 Hz. 

Endelig kan man også tilpasse tasterne og deres funktioner. Her har vi ret brede muligheder for tilpasning, med stort set hvilken som helst mulighed, som man kunne tænke sig. Du kan tilpasse tasterne med genveje, macroer, Windows funktioner og meget mere. 

Skærmbillede 2024-03-22 133017.jpg

Alt i alt fungerer Glorious Core fint, og jeg oplevede under min test ingen problemer med softwaren eller funktionerne. 


Test

Jeg har brugt Glorious Gaming GMMK Pro, som mit primære tastatur i over en lille måned nu. Jeg valgte, som jeg var inde på tidligere da jeg samlede tastaturet, Glorious Lynx kontakterne. 

Jeg har brugt Glorious Gaming GMMK Pro i en fin blanding af gaming og masser af skrivearbejde. 

Glorious Gaming GMMK Pro tastatur keycaps.jpg

I begge scenarier har det været en fornøjelse at bruge tastaturet og jeg har ikke oplevet nogen problemer. 

Skriveoplevelsen afhænger naturligvis meget af, hvilke kontakter man vælger at bruge. Det er omvendt meget afhængigt af personlig smag.

Glorious Gaming GMMK Pro tastatur keycaps skal der til.jpg

I denne sammenhæng er selve barebones rammen det som er mest gennemført Glorious Gaming da alt andet i form af kontakter og keycaps er mere åbent da du sagtens kan vælge komponenter uden for udvalget hos Glorious Gaming. 

Glorious Gaming GMMK Pro har en meget behagelig akustisk profil i den kofiguration som jeg har testet her. Det massive Metal Unibody design betyder, at der ikke er skyggen af ping eller raslen under brug. 


Pris

Her kan det være lidt svært at lande på en bestemt pris, da det kan variere alt efter hvilke komponenter man vælger. 

PXL_20240425_124015132.MP.jpg

Glorious Gaming GMMK Pro sælges dog også i pre samlede varianter, med en pris på omkring 2500 kroner. Et barebones sæt uden kontakter eller keycaps lander på omkring 1000 kroner. 

Uanset så lander prisen i den dyre ende. Der er dog tale om et specielt produkt og materialer og byggekvalitet her betyder, at det er svært at sammenligne med “almindelige” produkter. 


Konklusion 

Hvis du er tastaturfeinsmecker og gerne vil have noget specielt med en høj grad af tilpasning og fleksibilitet, så kan Glorious Gaming GMMK Pro være et bud. 

Der er gode muligheder for at sætte dit eget præg på tingene og Glorious Gaming har lavet tingene i så åben en formfaktor og standard som muligt, for at give de bedste muligheder på den front.

PXL_20240425_124019351.MP.jpg

Man får dog lov til at betale for tingene, og en pris på over 2000 kroner er sikkert for mange, mere end man synes er fair. Når det er sagt så vil jeg dog sige, at jeg ikke har mødt mange tastaturer, som giver mig den samme fornemmelse af gode materialer og solid byggekvalitet, som Glorious Gaming GMMK Pro. 

Vi lander med en endelig karakter på 9 og en Enthisiat Only Award for et bogstaveligt talt solidt og velbygget tastatur, som dog helt klart ligger i luksusklassen. 


Fordele: 

  • Bygge- og materialekvalitet er svært at matche. 
  • Åben platform med mulighed for en masse tilpasning


Ulemper

  • Prisen

Vores partnere