Razer Blade 16 - 2023 (RTX 4090)

Razer Blade 16
Razer har, med deres Razer Blade gaming laptops, i lang tid været i toppen af feltet for bærbar gaming. Vi har to gange før set på tidligere versioner af Razer Blade laptops, og begge gange landede vi med en karakter på 9, og en Great Product Award. Nu er tiden kommet til den nyeste version af Razer Blade 16, som i den version vi har fået til test kommer med intet mindre end et RTX 4090 laptop grafikkort, og en skærm med to native opløsninger for maksimal fleksibilitet.

Specifikationer

  • PROCESSOR: 13th Gen Intel® Core™ i9-13950HX 5.5 GHz, Boost up to 5.5 GHz, 24 Cores / 32 Threads, 36MB of Cache
  • OS: Windows 11 Home
  • DISPLAY: 16" UHD+, 16:10 (3840 x 2400 WQUXGA) / FHD+ 16:10 (1920 x 1200, WUXGA)
  • GRAPHICS: NVIDIA® GeForce RTX™ 4090 (16GB GDDR6 VRAM)
  • GRAPHIC FEATURES
  • 16GB GDDR6 VRAM
  • TGP (Total Graphics Power) - Up to 175W
  • NVIDIA CUDA® Cores - 9728
  • Boost Clock - Up to 2040MHz
  • NVIDIA GPU Boost™
  • NVIDIA Optimus™ Technology
  • NVIDIA Whisper Mode 2.0
  • VR Ready
  • STORAGE: 1 TB + 1 TB (2 TB) PCIe® 4.0 NVMe™ M.2 SSD
  • MEMORY: 32 GB DDR5-5600MHz
  • KEYBOARD: Per key RGB Powered by Razer Chroma™ N-Key rollover
  • CONNECTIVITY: Wireless Wi-Fi 6E AX211 (IEEE 802.11a/b/d/e/g/h/i/k/n/r/u/v/w/ac/ax/az), Bluetooth® 5.3
  • TOUCHPAD: Precision glass touchpad
  • INPUT & OUTPUT:
  • 1 x Thunderbolt™ 4 (USB-C™) (100W USB PD 3)
  • 1 x USB-C 3.2 Gen 2
  • Supports Power Delivery 3 (100W)
  • 3 x USB-A 3.2 Gen 2
  • HDMI 2.1 output
  • UHS-II SD Card Reader
  • AUDIO:
  • 4 speaker array (tweeters x2, sub x2)
  • 2 Smart Amps
  • 3.5mm Combo-Jack
  • Build-in 2-mic array
  • THX® Spacial Audio
  • 7.1 Codec Support (via HDMI)
  • FINISH: T6 CNC Aluminum, anodized, black with illuminated Razer Logo
  • DIMENSIONS: 21.99 mm x 244 mm x 355 mm
  • APPROXIMATE WEIGHT: 2.45 kg
  • BATTERY AND ADAPTOR:
  • Built-in 95.2 WHr rechargeable lithium-ion polymer battery with 2-year limited battery warranty
  • 330W GaN Power Adapter

Features som er værd at hæfte sig ved her, er naturligvis den meget beefy hardware, i form af Intel i9-13950HX CPU og et RTX 4090 Laptop grafikkort sammen med 32 GB DDR5 RAM og 2 TB M.2 lager. 

Meget specielt er det dog også, at vi får en 16:10 mini LED skærm, som kommer med to native opløsninger fordelt på UHD (3840 x 2400) ved 120 Hz, og en lavere FHD+ (1920 x 1200) ved 240 Hz. 


En tur rundt om Razer Blade 16 (RTX 4090)

Hvis man tidligere har stiftet bekendtskab med en Razer Blade laptop, så vil man føle sig fint hjemme her. Designet har ikke ændret sig på andre fronter end størrelsen er blevet en anelse større, for at få bedre plads til en skærm i 16:10 format og bedre køling til den kraftige hardware. 

Det er det velkendte aluminiumskabinet, som vi får med Razer Blade 16 i den nyeste version. Materialer og finish er super lækre hele vejen rundt og det hele føles super solidt. Desværre er overfladerne på laptoppen ret modtagelige for fingeraftryk. Så man skal have en klud frem, hvis den skal blive ved med at se godt ud. 

Razer Blade 16 top case .JPG

Der er et fornuftigt udvalg af tilslutninger med en Thunderbolt™ 4 (USB-C), en USB-C 3.2 Gen 2, tre USB-A 3.2 Gen 2, et HDMI 2.1 stik og en UHS-II SD Card Reader. Det eneste jeg ville ønske Razer havde lavet anderledes var strømstikket. 

Som vi har set på tidligere modeller, så kommer denne Razer Blade 16 med et vinklet strømstik, som kan være lidt besværligt ind imellem, da det kan ende med at blokere for en USB port. 

Den medfølgende 330 W strømforsyning er dog dejligt kompakt, alt taget i betragtning. 

Tastatur Razer Blade 16.JPG

Åbner vi op og tager et kig på alt det sjove, får vi på indersiden et lækkert tastatur, naturligvis med Razer Chroma RGB belysning. Lyset kan indstilles med Razer Synapse. 

For at få plads til de to højttalere, som er placeret på hver side af tastaturet, er det selvfølgeligt et lidt mindre tastatur, uden numpad delen, hvilket mange producenter ellers gerne vil klemme med ind. 

Højtaler og tastatur Razer Blade 16.JPG

Under tastaturet får vi et massivt Precision glass touchpad. Det er præcist og responsivt med et godt feedback ved click. 

Over det hele har vi en af stjernerne på den nye Blade 16, nemligt Mini LED skærmen. Den kommer i et 16:10 format, og er altså en anelse højere end de mere typiske 16:9 skærme. 

Det matcher dog formatet på Blade 16 meget fint. 

Mini LED skærm Razer Blade 16.JPG

En af de helt store detaljer ved skærmen er dog, at den kommer med to native opløsninger. Den ene er 3840x2400 ved 120 Hz, mens den anden er 1920x1200 ved 240 Hz. Det har naturligvis den store fordel, at man kan bruge den høje (4K svarende) opløsning til almindeligt desktop brug eller arbejde, som video og billedredigering. 

Når det så er tid til gaming, og man gerne vil have højere frame rates, kan man skifte til den lavere opløsning. At du kan skifte imellem to opløsninger, som begge to er native, betyder at du ikke oplever uskarpe billeder, som du ville, hvis du skiftede til 1920x1200 opløsningen på et native 3840x1200 display.

Skiftet mellem de to native opløsninger klares gennem Razer Synapse softwaren og kræver et system reboot. Så det er ikke noget man lige hurtigt kan gøre “on the fly”. Et reboot på et system med den hardware, som vi får her, tager dog ikke lang tid. 


Software

Alt tilpasning af de Razer specifikke indstillinger, kan klares igennem Razers Synapse software, som er en del af deres Razer Central. Det er den samme software, som bruges til deres øvrige tilbehør som mus osv. Det er rart at det hele er samlet der, så man ikke har behov for yderligere software. 

Via softwaren har du mulighed for at tilpasse funktionerne, på stort set alle taster på tastaturet. Der er et stort udvalg af forskellige muligheder for hver tast. Det hele kan bindes op på forskellige profiler, så det er muligt at tilpasse tingene til forskellige brugesscenarier. 

Razer Synapse Razer Blade 16 keyboard.png

Under Performance delen kan man tilpasse ydelsen. Der er mulighed for at vælge imellem en Balanced, Silent og Custom profil for køling og ydelse. 

Under custom kan man selv styre tingene lidt mere, og her kommer CPUen med fire power modes, mens grafikkortet kommer med to. Her er det ikke kun hastigheden på blæserne man indstiller, men også hvor meget strøm de forskellige dele kan trække under load. 

Som eksempel kan det siges, at man på Low profilen for CPU’en begrænser den til et sustained load på 35W og et peak boost på op til 55W. På high profilen skifter de tal til 55W og 90W. For GPU’en kan det skift gå fra 135W på Low/Medium op til 175W på High.  

Performance Modes Razer Synapse Razer Blade 16.png

Det betyder, at man kan forvente et udsving i ydelsen, alt efter om man vælger silent profilen eller om man sparker det hele op på max, med boost på både CPU og GPU. 

Kølingen, og dermed lydniveauet, vil naturligvis blive påvirket en del baseret på, hvilken indstilling man vælger. 

I forbindelse med boost funktionen på grafikkortet, kan man fx slå max køling til. På den måde kører blæserne hele tiden på max, for at optimere ydelsen. Ideen er god og jeg kommer ind på, senere i testen, om det så også giver praktisk mening i forhold til bedre resultater. 

Razer Synapse Razer Blade 16 Diaplay.png

Som jeg var inde på tidligere, så er det også i Synapse softwaren at man kan angive, hvilken af de to Native opløsninger man vil bruge. Her kan man også vælge at skifte ned til en refresh rate på 60 Hz, hvilket kan være praktisk når man fx er på batteri, da det sparer lidt på strømmen. 

Endeligt kan man også i softwaren skifte RGB belysningen. Der er to zoner at gøre godt med, i form af Razer logoet på ydersiden og så tastaturet. Det er ikke muligt at indstille per key RGB belysning, så den effekt man vælger vil gælde for hele tastaturet. 


Testen

Jeg har haft Razer Blade 16 på besøg i et par uger nu, og har brugt den til et udvalg af forskellige opgaver, fordelt på almindeligt arbejde som webbrowsing, billedbehandling, skriftligt arbejde og så naturligvis en masse gaming. 

Samlingen af hardware i maskinen gør, at jeg ikke har kunnet finde nogen almindelige arbejdsopgaver ,som den ikke har tygget sig igennem uden problemer. En high end Intel i9-13950HX CPU med 24 kerner og 32 tråde sammen med 32 GB DDR5 RAM æder alt råt uden at blinke. 

Smider man så samlet set 2TB hurtigt lager med i puljen og en lækker (4K) opløsning med, så har det været en drøm at arbejde med Razer Blade 16 i denne konfiguration. Skifter man til Silent profilen, så er den også dejligt stille at arbejde med. Der er en svag summen fra den det meste af tiden, men lidt musik, selv ved lav volumen, overdøver den lyd uden problemer.

RGB lys Razer Blade 16.JPG

Skærmen på Razer Blade 16 er en forbandet lækker sag. Mini LED skærmen giver gode dybe farver og et generelt fantastisk billede, hvad enten det er den høje eller lave opløsning man vælger. Til langt de fleste opgaver ville jeg dog helt klart foretrække den høje native opløsning.

Lyden er rigtigt god for en laptop i denne størrelse. Det hjælper helt klart at højttalerne er placeret på toppen af maskinen og ikke under, som man ofte ser andre steder. Den prioritering fra Razers side kan jeg godt være med på. 

Batteritiden er måske, helt som forventet, ikke super god. Som jeg kommer ind på lige om lidt, er der en del forskellige ydelsesindstillinger, som kan påvirke batteritiden. Det er både ting som power modes for CPU OG GPU, skærmens opløsning og refresh rate, der alle sammen påvirker batteritiden. 

Med indstillingerne sat på de mest energibesparende muligheder, kunne jeg med normal web browsing og arbejde klemme omkring fire timers brug ud af Razer Blade 16. Alt det forsvinder dog hurtigt, hvis man kaster sig over mere krævende opgaver.  

Vi kommer naturligvis ikke uden om, at en laptop med den her hardware, specielt når vi ser på RTX 4090 grafikkortet, sigter efter gaming. Derfor har jeg naturligvis også testet gaming ydelsen. Det har dog været lidt specielt med denne laptop, da dels har to forskellige native opløsninger på skærmen, men også de forskellige muligheder for at vælge forskellige power modes. 

Performance mode max.png

Jeg har valgt i forbindelse med min test her, at lave alle gaming tests med ydelsen sat på højst mulige niveau for både CPU og GPU. På den måde giver resultaterne herunder et best case scenarie i forhold til gaming ydelse.

Det betyder naturligvis, at det ikke ligefrem er en lydsvag maskine man sidder ved, når der skal games med de indstillinger. Min måling viste et lydniveau op omkring 56 dBA ca. 30 cm fra maskinen. 

Jeg har også testet begge opløsninger for at få et indblik i, hvor meget man kan få ud af et RTX 4090 Laptop grafikkort. Det er jo naturligvis vigtigt at holde sig for øje, at selv om det har RTX 4090 navnet, så vil ydelsen ikke komme i nærheden af desktop varianten. 

Hvis vi ser på TDP alene, så ligger et desktop RTX 4090 med en TDP på 450W, mens laptop varianten her har mulighed for op til 175W, hvilket unægteligt begrænser ydelsen en del. 

Vi har i skrivende stund desværre ikke haft muligheden for at teste et RTX 4090 grafikkort endnu, så vi kan ikke sammenligne direkte. Men lad os springe videre til resultaterne. 

Vi starter i den tunge ende med resultaterne for 3840x2400 resultaterne for de testede spil og vi starter med Cyberpunk 2077. 

Cyberpunk 2077_4K.jpg

Her kan vi se at vi kommer ind med resultater, som jeg ikke vil kalde spilbare for et FPS spil af denne type med kun 49 FPS i gennemsnit. Så hvis man gerne vil spille ved den opløsning, skal man ud i at bruge teknologier som DLSS eller FidelityFX. Begge dele har ikke været en del af testen her, helt som i alle vores test af grafikkort.

Cyberpunk 2077_4K_RTX.jpg

Endnu værre ser det ud, når vi prøver Cyberpunk 2077 med Ray Tracing slået til. Her viser resultaterne på 23 FPS med alt tydelighed, at det er en alt for stor mundfuld.

Vi springer videre til Outriders, som er noget mere tilgivende. Her er resultaterne noget mere fornuftige med 71 FPS i gennemsnit på Ultra preset. 

Outriders_4K.jpg

Næste spil i række er Assasins Creed Valhalla, hvor vi også er rigtigt godt med. Her lander vi på 89 FPS i gennemsnit. Så her er der altså en god spiloplevelse at hente, selv ved den høje opløsning. 

Overwatch_4K.jpg

Sidste spil i rækken er Overwatch 2, som helt klart er det letteste spil i gruppen. Det er dog også et spil, hvor de fleste seriøse spillere gerne vil have, så høje FPS resultater som muligt. Ved den høje opløsning lander vi med gennemsnitlige FPS resultater på 193 FPS. Så altså et godt stykke over de 120Hz, som skærmen understøtter ved 3840x2400 indstillingen.

Springer vi over til den noget mere gaming venlige 1920x1200 opløsning, ser tingene naturligvis meget anderledes ud. 

Cyberpunk 2077_1080.jpg

Vi starter igen med Cyberpunk 2077, og her kan vi se at vi ikke overraskende kan få meget mere ud af maskinen på den lavere opløsning. Her kommer vi fint op på næsten 90 FPS, hvilket giver en meget bedre spiloplevelse.

Cyberpunk 2077_1080_RTX.jpg

Selv med Ray Tracing slået til, kan vi fint være med over 60 FPS og få en god visuel oplevelse ud af spillet. 

Outriders_1080.jpg

Videre til Outriders kan vi igen se rigtigt gode resultater med gennemsnitlige FPS resultater op 150 FPS. 

Valhalla_1080.jpg

Assassin's Creed valhalla fortsætter den gode trend og kommer ind med gennemsnitlige FPS resultater lige under 170 FPS. 

Overwatch_1080.jpg

Sidste spil i rækken er Overwatch 2, og her sparkes FPS resultaterne også godt og grundigt op. Gennemsnitlige FPS på over 400 er svært at klage over, og det bryder også solidt rammen på det 240Hz, som skærmen klarer ved 1920x1200 opløsningen. 

Razer har lavet en rigtigt god køleløsning på Razer Blade 16. Tingene bliver naturligvis varme når der er belastning på systemet. Under gaming var den gennemsnitlige temperatur på grafikkortet dog på 75 grader med peaks på 80 grader. På CPU’en var den gennemsnitlige temperatur under gaming på 88 grader, men med højere peaks på helt op til 110 grader i korte glimt.

Den gennemsnitlige temperatur for både CPU og GPU er dog inden for rammerne af, hvad jeg vil kalde normalt. Det er også forventelige temperaturer, med den hardware i en laptop af denne størrelse. 

Resultatet er en laptop som under gaming rammer en power limit og ikke er begrænset af temperaturen. Meget klassisk for moderne gaming laptops i high end segmentet. 


Pris

Den helt store pille at sluge for en maskine som den her er naturligvis prisen. Vi lander med en pris på lige under 40.000 kroner. Det kan få øjnene til at løbe i vand for de fleste. 


Konklusion

Razer har lavet en rigtigt solid opdatering til deres Blade serie med Blade 16. Maskinen i den konfiguration,, som jeg har set på her, er fyldt med det ypperste af laptop hardware. Det toppes af med en fantastisk skærm, som tilmed kommer med Dual Mode native opløsninger for maksimal fleksibilitet. 

Selv om der står RTX 4090 på listen af Specs, skal man naturligvis huske på, at der er tale om en laptop version. Det betyder, at ydelsen ikke vil være i nærheden af en desktop version. I det her tilfælde ligger ydelsen tættere på et RTX 4070Ti desktop kort. 

THX Speaker Razer Blade 16.JPG

Det er dog stadig rigtigt god ydelse, og selv med tungere spil som Cyberpunk 2077, kan man  få en rigtigt god spiloplevelse ud af Razer Blade 16. Med DLSS slået til klarede jeg fint over 80 FPS ved 3840x2400 opløsningen. Den slags kraft pakket ind i en laptop på under 2,5 kilo er utrolig lækker. 

Det er svært at finde noget der kan toppe den her maskine, hvilket naturligvis også reflekteres i prisen på lige under 40.000 kroner. 

Det er bestemt ikke en maskine, som jeg vil anbefale til flertallet, men hvis man har budgettet og er ude efter det bedste af det bedste i en gaming og arbejdslaptop, så bliver det svært at slå den her. 

Det er på alle måder en tosset maskine, men den gør det bare så forbandet godt, at det er svært ikke at blive glad, når man bruger den. 

Small formfactor Razer Blade 16.JPG

Til mere casual gaming, og laptop brug i det hele taget, er der RIGTIG mange andre bedre og mere fornuftige og prisvenlige bud. Razer Blade 16 sætter dog barren for super high end gaming laptops, som ingen andre. 

Vi lander med en endelig karakter på 10 og en Enthusiast Only Award, for et produkt der helt sikkert er uden for de flestes rækkevidde, men som fortjener ros for at være tæt på den perfekte gaming laptop. 


Godt: 

  • Smukt design
  • To native opløsninger
  • Fantastisk Mini LED skræm
  • Super kraftig hardware


Skidt: 

  • Overfladen er ret modtagelig for fingeraftryk


Vores partnere