HP Omen 16 (RTX 4070)

HP Omen 16 (RTX 4070)
Gaming på farten er ikke som før i tiden en tung affære. Det kan i dag klares på laptops, som er både stilfulde at se på, og som sagtens kan tages med stort set alle steder. Vi tager et kig på en HP Omen 16 gaming laptop med et RTX 470 grafikkort.

Centrale Features

  • CPU: Intel Core i7-13700HX
  • RAM: 16 GB DDR5-4800 MHz RAM (2 x 8 GB)
  • Internt lager: 512 GB PCIe® Gen4 NVMe M.2
  • Skærm: 16,1", QHD (2560 x 1440), 240 Hz, 3 ms svartid, IPS

Kombinationen af et RTX 4070 og en 1440p skærm ved 240 Hz giver på papiret god mening og burde være et fint balanceret setup. 


En tur rundt om HP Omen 16

HP Omen 16 er lavet i et afdæmpet mat sort design, som ikke skriger gaming. Personligt synes jeg det er meget rart at designet vælger den stil, men jeg er også en efterhånden halvgammel gamer, som ikke nødvendigvis har brug for lir og RGB.

HP Omen 16 top.jpg

Materialerne er en kombination af aluminium og plast, som føles solid og velbygget hele vejen rundt. 

I forhold til tilslutninger får i en enkelt USB A på højre side. Den suppleres af to Thunderbolt 4 (USB C) stik på venstre side sammen med et audio kombi stik. 

HP Omen 16 tilslutninger bagpå.jpg

Lidt usædvanligt finder vi resten af tilslutningerne på bagsiden. Her er der endnu et USB A stik sammen med strømstikket, LAN og et HDMI 2.1. 

Højtalerne er lavet i samarbejde med B&O og er placeret i siderne mod fronten, så de skyder lyden ned mod bordet. 

Åbner vi op, kan vi se den 16,1", QHD (2560 x 1440), 240 Hz, som giver Omen 16 sit navn. Den har ret smalle rammer i toppen og siderne, men en noget bredere i bunden.

HP Omen 16 webcam.jpg

I toppen finder vi et Full HD Webcam med mulighed for fysisk afdækning via et lille skjold, der kan skubbes foran kameraet. 

Tastaturet er det eneste sted, vi finder lidt RGB. Her er der fire zoner, som kan tilpasses via Omen Gaming Hub softwaren.

Der er rollover på 26 af tasterne. HP specificerer ikke hvilke, men mit gæt er “gamingtasterne” omkring WASD. 

HP Omen 16 tastatur.jpg

Under tastaturet finder vi et HP Imagepad touchpad til de perioder, hvor du ikke har en mus tilsluttet. 

Samlet set giver Omen 16 en fornemmelse af en fornuftig og efter min mening lækker maskine, som dog ikke er fyldt med High End features.


Software

Hvis du vil tilpasse indstillinger og lign. skal du et smut forbi HP Omen Gaming Hub softwaren, som kommer som en del af maskinen. 

Skærmbillede 2024-04-24 104022.png

Det er et ret omfattende program, hvor det lader til at HP har forsøgt at klemme så mange features ind som muligt. 

Det betyder, at du har mulighed for at overvåge og tilpasse dit system. Du kan blandt andet se CPU temperatur, hastighed osv, men har også mulighed for at tilpasse tingene med fx undervolting og tilpasning af ydelsesprofiler. 

Skærmbillede 2024-04-24 104146.png

Alt det er meget fint, men HP har også valgt at fylde andre ting på, som en Game Store, Billedgallerier og overlays. Alle sammen ting som i min bog bare er fyld og som betyder, at Omen Gaming Hub ender med at føles tung at langsom at danse med. 

Skærmbillede 2024-04-24 104217.png

Det er fint nok de gerne vil give muligheden, men så synes jeg at de burde give brugeren muligheden for selv at vælge, hvilke dele af programmet man vil have med. På den måde slap man for at skulle trækkes med en masse fyld, som dræner systemressourcer.


Test

Jeg har brug HP Omen 16 løbende i et par uger nu til en god blanding af arbejde og gaming fornøjelse. 

Den generelle oplevelse af maskinen er fornuftig, men jeg oplever lidt for ofte at systemet hænger lidt af uforklarlige årsager. Fx så var det kun ca hver anden gang at den ville tage screenshots når jeg skulle bruge det. 

HP Omen 16 touchpad.jpg

Der er en del bloatware på maskinen, som kan være årsagen til at den føles lidt sløv. HP har insisteret på at lægge en del af deres egen software på. Jeg talte ni forskellige HP programmer i start menuen, ud over de fyld som følger med en Windows 11 installation som standard.

Så hvis det var min egen maskine, ville jeg helt klart lave en gennemgående oprydning i softwaren inden jeg gik videre. 

Når alt det er sagt så var maskinen dog meget fin at arbejde på. Tastaturet føles behageligt med et godt feedback og ikke alt for blødt og “flydende”, som visse laptop-tastaturer har en tendens til. 

16” 1440p skærmen er også meget behagelig og er i min bog den optimale opløsning til denne størrelse laptop. Det er ikke den mest lysstærke skærm, men da jeg kun sjældent bruger en laptop udendørs i solen, var det til at leve med. 

HP Omen 16 tilslutninger på siden.jpg

HP angiver selv batteritiden til lige knap fem timer, og hvis man slår alle sparefunktioner til, så rammer det meget fint. Ved normalt (ikke gaming) brug, så landede jeg typisk mellem to og tre timers brug. 

Lyden fra de indbyggede B&O højttalere er en anelse tyndbenet, men klarer sig overraskende fornuftigt trods alt deres størrelse taget i betragtning. 

Hvis vi springer videre til gaming, klarer Omen 16 systemets køling opgaven nogenlunde, og temperaturerne landede for CPU’en omkring 77 grader i gennemsnit, mens grafikkortet endte med et gennemsnit på lige over 81 grader. 

Det krævede dog, at kølingen skulle arbejde for det, så det var ikke ligefrem en stille maskine, mens det stod på. En ret gennemtrængende summen som højttalerne ikke kunne overdøve, var prisen for temperaturerne. 

Vi springer videre til gaming tests, da det trods alt er en gaming laptop vi har på besøg. Alle tests er lavet med ydelsen sat til det højeste via Omen Gaming Hub. De gælder på tværs af alle benchmarkresultater herunder. 


Cyberpunk 2077

Vi starter som altid i den tunge ende med Cyberpunk 2077. Her kan vi se i non Ray Tracing testen, at vi kan komme ind med ret gode resultater. 

Cyberpunk 2077_nonRTX.jpg

Selv med indstillingerne sat til High og uden brug af DLSS eller anden FPS magi får vi fornuftige resultater tæt på 60 FPS og gode 1% resultater Det giver en god spiloplevelse og kan naturligvis forbedres, hvis man benytter sig af DLSS. 

Cyberpunk 2077_RTX.jpg

Vi skal naturligvis også se på Ray Tracing resultaterne for Cyberpunk 2077. Her begynder det dog at halte en del, hvis vi ser på de rene rå tal. Gennemsnitlige FPS resultater på under 30 FPS begynder at give en dårlig spiloplevelse. Her er der ikke nogen vej uden om, at man enten skal gå ned i kvalitet eller benytte sig af DLSS, for at booste frameraten. 


Assasins Creed Valhalla

Ser vi på det grafisk lettere Assassin's Creed Valhalla, så begynder resultaterne at krybe godt op. Her er resultaterne over 90 FPS i gennemsnit og igen med fornuftige 1% resultater. 

Assasins creed.jpg


Outriders

Outriders kan også stille tunge krav til en gaming PC, men også her er vi rigtigt godt med. Resultater lige under 80 FPS i gennemsnit med gode 1% resultater betyder, at man i den grad får en god spilbar oplevelse med Razer Blade 14. 

Outriders.jpg


Overwatch 2

Sidste spil i rækken er Overwatch, som er en del lettere grafisk end de andre spil i testen. Her landede vi med resultater på lige knap 190 FPS i gennemsnit. Så til denne slags titler begynder det at give mening at have et 240 Hz display. 

Overwatch 2.jpg

Samlet set vil jeg sige at der er gode gaming resultater at hente med HP Omen 16 i denne konfiguration. Specielt hvis man så indregner brug af DLSS eller AMD Fidility FX og Dynamic Resolution Scaling oven i, så kan det blive solide resultater. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Omen 16 i den RTX 4070 konfiguration, som vi har haft til test, med en online pris på lige under 11.500 kroner. 


Konklusion

Hvis man er på jagt efter en gaming laptop i den nogenlunde fornuftige ende, så kan HP Omen 16 være et bud. 

Prisen lander ret fornuftigt sammenlignet med andre gaming laptops i denne kategori, som vi har set på. Gaming laptops bliver naturligvis aldrig rigtigt billige i den forstand, men for hvad man får rammer HP Omen 16 fint.

Det kan bemærkes, at ydelsen er stort set identisk med den noget dyrere Razer Blade 14, som også kommer med 240 Hz 1440p skærm og et RTX 4070 grafikkort. 

HP Omen 16 RGB tastatur.jpg

Som jeg var inde på tidligere, så var der irriterende meget bloatware installeret på maskinen, men den slags udfordringer er det heldigvis let at rette op på. 

Vi lander med en endelig karakter på 8 for en solid gaming laptop, som ligger god, omend en anelse larmende, ydelse for dagen og har en god kombination af hardware.


Fordele:

  • God kombination af hardware
  • Afdæmpet design
  • God ydelse


Ulemper:

  • Til den støjende side under belastning
  • HP Omen Gaming Hub software er tung at danse med

Vores partnere