Konklusion
EP3001A-modulerne har været en positiv oplevelse at teste, idet de er stabile, lette at overclocke og fysisk lave. Målgruppen for produktet er uden tvivl mainstream segmentet – Exceleram har sparet køleenheder, flot emballage og diverse andre goder væk for at ramme en formidabel slutpris på 19 euro per 2 GB modul.
Modulerne, vi har haft til test, sælges kun stykvis og ikke i dual eller tripple-channel kits. Rettere sagt: vælger man at købe EP3002A eller EP3003A kittet, får man moduler identiske med EP3001A, hvor Exceleram har monteret deres Rippler-køleenhed. De pågældende kits består af 2 x 2 GB og 3 x 2 GB moduler og kan ses på den officielle webside.
Hvorfor Exceleram har valgt at sende os tre EP3001A-moduler med en kapacitet på 2 GB, må have den årsag, at de ønsker modulerne testet på Intels X58-platform. Vi benyttede et Gigabyte GA-X58A-UD3R bundkort og oplevede flotte resultater i tests og ved overclocking. Det er positivt at se, at modulerne kun kræver 1.50 V til DDR3-1333 MHz – desværre er timings ved standardindstillinger en anelse løse.
Det lykkedes os at ramme DDR3-1910 MHz ved CL9 timings, hvilket er imponerende!
Løsnede vi en smule op for timings til CL10, ramte vi 2060 MHz. Resultaterne skal opfattes som vejledende – potentialet afhænger af komponenterne og brugerens tekniske egenskaber.
EP3001A-modulerne forhandles endnu ikke i Danmark, så derfor kan vi ikke oplyse nogen reel dansk pris. Hos flere tyske netbutikker handles et modul til omkring 19 euro, hvilket svarer til 141 danske kroner.
Et tripple-channel sæt koster derfor en netto sum af 423 kroner plus diverse omkostninger.
Til sammenligning koster Kingstons HyperX 1333 MHz 6 GB tripple-channelsæt 619 kroner hos Komplett, så lidt er der at spare.
På baggrund af brugeroplevelsen, prisen og overclockingspotentialet tildeles Exceleram og deres EP3001A-modul en ”Great Product” award.
Havde TWEAK haft en ”Value” award på nuværende tidspunkt, havde den været mere passende.
Tak til Exceleram for at lade os teste disse moduler !
Positivt
Pris (19 euro)
God ydelse
Overclockingspotentiale
Fleksible SPD’s
Nødvendig spænding (1.50 V)
Kan køre 1T (command-rate) timing
Negativt
Kedeligt design
Ingen køleenhed
Stykvis salg af EP3001A-moduler
Intet tilbehør
Spændings skalering ved overclocking
XMP-profiler mangler
Relativt løse timings ved standardindstillinger