Gigabyte RX 7600 XT Gaming OC

Gigabyte RX 7600 XT Gaming OC
Selv om Nvidia stadig løber med tronen når det kommer til High End gaming, så står det virkelige slag om kunderne reelt set i mid range markedet hvor langt de fleste kunder lægger deres penge. Det er netop i dette segment vi finder grafikkortet i dagens anmeldelse af Gigabyte RX 7600 XT Gaming OC 16G kortet.

Centrale specifikationer

  • Stream Processors: 2048
  • Memory Clock: 18 Gbps
  • Memory Size: 16 GB
  • Memory Type: GDDR6
  • Memory Bus: 128 bit
  • Boost Clock : up to 2810 MHz

RX 7600 XT er på de fleste parametre en kopi af det på papiret mindre RX 7600 kort. Der er dog kun meget få forskelle imellem de to kort. De er baseret på den samme RDNA 3 Navi 33 GPU chip. RX 7600 XT kommer dog med en større portion RAM med de 16 GB der er med her i forhold til de mindre 8 GB på RX 7600 kortet. 

Det er dog stadig en Memory bandwidth på 288 GB/s på en 128 bits memory bus, så på den front er der ikke sket nogen opgradering. 

Hvor vi dog ser en lille opgradering er på clockhastighederne hvor RX 7600 XT har fået et boost med annoncerede boost hastigheder på op til 2755 MHz for reference kortene. Det Gigabyte Gaming OC kort som vi har her har dog en annonceret boost clock op til 2810 Mhz. 


En tur rundt om Gigabyte RX 7600 XT Gaming OC 16G

Gigabyte har ikke rystet posen meget i forhold til designet på Gigabyte RX 7600 XT Gaming OC 16G når vi sammenligner med deres andre Gaming OC kort. 

Gigabyte RX 7600 XT front.jpg

Det er et triple fan design som er holdt i gunmetal/grå farver uden alt for meget lir. Der er RGB belysning i Gigabyte logoet på siden af kortet, men ellers er der ikke noget farvelade at finde andre steder. Der er en fin metal backplate på kortet der matcher kortet godt og giver et fint afsluttet look.

Gigabyte RX 7600 XT backplate.jpg

Kølingen klares af Gigabytes Windforce køling som her er med tre 80 mm blæsere der arbejder sammen med fem heatpipes om at holde kortet køling under brug. 

Køleren er længere end kortet så den sidste del er en “blow though” opsætning hvor luften kan passere direkte igennem kølefinnerne på kortet. 

Gigabyte RX 7600 XT strømtilslutning.jpg

Kortet drives af to otte pins PCIe stik og Gigabyte anbefaler en 600W strømforsyning sammen med kortet. 

Gigabyte RX 7600 XT tilslutninger.jpg

Ser vi på tilslutningerne får vi to HDMI 2.1a to DisplayPort 2.1 så der er gode muligheder uanset hvilke skærme du vil tilslutte. 


Test

Vi springer direkte videre til selve testen og ser på, hvordan kortet yder i vores udvalg af benchmarks.

Alle tests er foregået på vores AMD baserede test bench med følgende hardware: 

  • Bundkort: ASUS ROG Crosshair X670E Hero 
  • CPU: AMD Ryzen 9 7900
  • RAM: 32 GB Kingston Fury DDR5 @6000 MHz
  • PSU: Seasonic Vertex GX-1000

Alle kort der er med i sammenligningen, er naturligvis også blevet testet på samme setup.

Første skridt er at få et overblik over baseline resultaterne, og det gør jeg ved at lade systemet køre i 30 minutter med en Heaven stress test.

Gigabyte RX 7600 XT køling.jpg

Her toppede kortet med en boost clock på 2910 MHz, så altså en god bid over den annoncerede hastighed fra Gigabyte, og endnu bedre sammenlignet med reference tallene. 

Temperaturen toppede ved 54 grader, så kortet vinder prisen som det køligste kort vi har testet et stykke tid. 

I forhold til støj landede vi med et gennemsnit omkring 40 dB under full load. Det placerer kortet i den lavere, sammenlignet med de andre kort i vores seneste tests. Det er dog stadig relativt stille og ikke noget man bemærker overhovedet under gaming.


Syntetiske Benchmarks

Næste trin i testen er de syntetiske benchmarks, hvor vi starter med 3D Mark Fire Strike Extreme. 

3D Mark - Fire Strike Extreme.png

I forhold til de kort vi har taget med i sammenligningen falder eresultaterne nogenlunde forventeligt. Det er dog værd at holde sig for øje at vi ligger ret tæt på det betydeligt dyrere RTX 4060Ti kort. 

Time Spy

3D Mark - Time Spy.png

Her kan vi se at afstanden op til RTX 4060Ti kortet bliver større. Så på de mere krævende tests kan de altså se ud til, at RX 7600 XT på trods af den større RAM mængde ikke helt kan følge med. 

Spiltests

I sidste ende er syntetiske benchmarks dog måske ikke helt så interessante, som reelle spil benchmarks, som vi springer videre til her. Alle tests her er gennemført uden brug af DLSS, render scaling eller andre lignende teknologier, så det er en test af den rene rå ydelse.

Cyberpunk 2077

  • High Preset - INGEN DLSS - INGEN AMD Fidility FX - Dynamic Resolution Scaling = OFF

Cyberpunk 2077.png

Her kan vi se at vi er rigtigt godt med ved både 1080p og 1440p opløsningerne med solide gennemsnitlige FPS. Med 126 og 88 FPS i gennemsnit og fornuftige 1% resultater er det super spilbare resultater. 

4K er dog mere end kortet kan klare på en fornuftig måde uden hjælp af upscaling. Her kan vi se at 16GB RAM ikke er nok til at hive gode resultater hjem. 

Cyberpunk 2077 (1).png

Ser vi på sammenligningen kan vi se at resultaterne faktisk er en fin del foran det noget dyrere RTX 4060Ti kort. 


Assassin's Creed Valhalla

  • High Preset - Resolution Scale: 100% - Adaptive Quality = OFF

Assasins Creed - Valhalla.png

Også her får vi rigtigt solide resultater. Meget tæt på resultaterne fra Cyberpunk 2077 faktisk. Alt i alt rigtigt gode resultater ved 1080p og 1440p men igen kommer ydelsen til at halte ved 4K. 

Assasins Creed - Valhalla (1).png

I sammenligningen kan vi se at resultaterne nu overhales af RTX 4060Ti kortet. Det er dog ikke med meget hvis man tager i betragtning at det er omkring 1000 kroner dyrere. 


Outriders

  • Ultra Preset - DLSS: OFF - Resolution Scaling: 100%

Outriders.png

Næste trin på stigen følger den samme trend som vi har set i de andre resultater. Her får vi igen understreget at vi primært har med et 1080p og 1440p minded grafikkort at gøre. 4K er stadig for stor en mundfuld på trods af at vi har 16GB RAM at gøre godt med. 

Outriders (1).png

I sammenligningen lander vi nogenlunde på samme måde som i Assassin's Creed med resultater der er meget tæt på det betydeligt dyrere kort fra Nvidia. 


Overwatch 2

  • Ultra Preset - Ultra Preset - Render Scale: 100% - Dynamic Render Scale: OFF - High Quality Upsampling: OFF

Overwatch 2.png

Sidste spil i rækken er det letteste i vores tests og det kan også tydeligt ses på resultaterne. Her kan vi se at 4K også er med i det spilbare område. Vi kan dog stadig se et ret stort fald i ydelsen så snart vi går på til 4K. 

Overwatch 2 (1).png

I sammenligningen ligger vi igen meget tæt på RTX 2060Ti kortet og overhaler det faktisk i den laveste opløsning.


Ray Tracing

Over den seneste tid har vi haft Ray Tracing med i vores benchmarks og jeg har dog også kørt et par benchmarks her. Vi lander dog ikke med en ydelse der er værd at bruge ret meget tid på. 

Selv ved 1080p i Cyberpunk 2077 med Medium Ray Tracking preset landede jeg på gennemsnitlige resultater på 35 FPS. Altså et godt stykke uden for hvad jeg vil kalde det spilbare område for et spil af denne type. 


Pris

Jeg kan i skrivende stund finde Gigabyte RX 7600 XT Gaming OC kortet med en online pris på lige omkring 3000 kroner. Det er omkring 400-500 kroner dyrere end den almindelige RX 7600 non XT variant. 


Konklusion

Jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at se formålet i RX 7600 XT kortet i forhold til det allerede eksisterende RX 7600 kort. På hardwaren er den eneste opgradering mængden af RAM. Alt andet ved kortet er i sidste ende det samme. 

Gigabyte RX 7600 XT blæser.jpg

Den nye og større mængde RAM har dog ikke gjort en masse for ydelsen i 4K opløsningen hvor man ellers ville kunne forvente at det ville kunne mærkes. Desværre er kortets generelle specs bare ikke stærke nok til at den højere mængde RAM ender med at betyde det store. 

Jeg har desværre ikke haft et RX 7600 kort selv at sammenligne direkte med men ser jeg på andre tests så kan man forvente et boost på omkring 5% i ydelsen på et RTX 7600 XT i forhold til et RX 7600. 

Gigabyte RX 7600 XT i brug.jpg

Selv om vi stadig kan se resultater der ligger tæt på det noget dyrere RTX 4060Ti kort som vi har haft med i sammenligningen så vil det i de fleste tilfælde stadig give mere mening blot at vælge et almindeligt RX 7600 kort og spare yderligere 500-600 kroner.

Gigabyte RX 7600 XT fans.jpg

Vi lander med en endelig karakter på 7 for et kort som ikke har nok nyt med til bordet til at være et fornuftigt alternativ til det almindelige RX 7600 kort. 


Fordele: 

  • God køling
  • Rimelig støjsvag
  • Fornuftig ydelse ved 1080p og 1440p


Ulemper: 

  • Ikke nok forbedring til at give meget mening over et almindeligt RX 7600 kort

Vores partnere