Selve produktet udvendigt
Kabinettet er sort udenpå og har en plastik front. Set forfra ser kabinettet næsten kvadratisk ud, og domineres af den massive 120mm fan-grill i metal som er placeret lige i midten. Ovenfor blæseren er en bay-front til et optisk slim-drev og i højre side sidder to front USB porte samt mini-jack stik til lyd og mikrofon. Underneden front-udtagene sidder Power, Reset knapperne og HDD LED. Power LED sidder inde i Power knappen og både Power- og HDD LED lyser stærkt blå. I bunden sidder en tværgående plastikskinne med SilverStone logoet på. Det er denne vi omtalte i afsnittet om tilbehøret, og den kan skiftes så man får en front helt uden logo.

Ser vi på kabinettet fra dets venstre side, bliver vi mødt af nogle massive områder med udluftningshuller.
Langs størstedelen af venstresiden er kabinettet en stor rist. I toppen omkring strømforsyningen er der også lavet et stort område med ventilationshuller. Det er i denne side at et grafikkort vil side, så der er brug for den gode ventilation. Minussiden er, at støj ikke absoberes så godt af kabinettet, og derfor bemærker man hurtigere støjen fra den installerede hardware.

Samme billede ses på kabinettes højre side. Igen finder vi en rist tiltænkt ventilation i kabinettet. Denne er placeret lige hvor CPU køleren skal sidde, men er måske placeret en smule for højt. Der er 78mm plads til en CPU køler ifølge SilverStone, og bruger man f.eks. Intels Stock køler så puster den ikke luften ud igennem risten. Men rammer istedet den massive metalplade lige nedenunder. Havde risten siddet lidt lavere, kunne den varme luft hurtigere ledes ud af kabinettet. Det skal nævnes at vi på intet tidspunkt under anmeldelsen af dette kabinet, havde varmeproblemer på det installerede hardware.
