SteelSeries lancerer den nye gaming mus Sensei
Den nye gaming mus Sensei [RAW] er en mere rendyrket version af den allerede kendte Sensei-mus. LCD-displayet og indstillingsmulighederne er skåret væk – for til gengæld at ramme et lavere prisniveau.
Allerede da vi arbejdede med den oprindelige SteelSeries Sensei, vidste vi, at hvis vi fjernede LCD-displayet og dets indstillingsmuligheder, ville vi have skabt en fortrinlig mus til de spillere, der godt kan nøjes med at justere musens indstillinger direkte i softwaren. Sensei [RAW] er en gaming-mus i den absolutte topklasse med gennemtænkt form og hardware til dem, der ikke har lyst til at betale for ekstra funktionalitet, siger Kim Rom, der er marketingchef hos SteelSeries.
Det er indholdet, der er det centrale i Sensei [RAW]. Den har Omron kontakter, der kan holde til en barsk tilværelse med over 10 millioner klik, en laser-sensor velegnet til professionelle gamere samt en CPI-skala (Counts Per Inch), der kan justeres fra 90-5.700. Det er alt sammen med til at give et stærkt redskab, når der skal kæmpes på de virtuelle kamparenaer.
Ud over at have styr på hardwaren er musens symmetriske all-grip-design, der passer lige godt til både venstre og højre hånd, også udstyret med hvid LED-belysning i tre zoner, som kan konfigureres med flere niveauer af pulsering.
Software fra SteelSeries Engine giver avancerede muligheder for tilpasning og for at gemme et ubegrænset antal profiler til musen.
For gamere, der har problemer med svedige håndflader, tilbyder SteelSeries Sensei [RAW] den såkaldte Rubberized-udgave. Det er en sort, gummiagtig overflade, der er resistent over for væske og derfor sikrer et håndfast greb og behagelig komfort selv i de mest hektiske kampe.
På den anden side tilbyder SteelSeries Sensei [RAW] Glossy en mere glat overflade for de gamere, der kræver en mere glidende overgang fra hånd til mus.
