Google Chrome snupper markedsandele fra Internet Explorer
Med snart tre år på bagen har Google Chrome for alvor fået medvind på browsermarkedet.
StatCounters seneste opgørelse viser, at Chrome for alvor vinder indpas på det gobale marked, og browseren har i dag en markedsandel på godt 22 pct. mod 3 pct. for to år siden. Chromes fremgang er sket på bekostning af Internet Explorer der i samme periode har et fald i markedsandele fra 60 pct. til ca. 42 pct.
Selvom browserstatistik generelt er præget af usikkerhed, så viser samme tendens sig på det danske marked.
Ifølge FDIM's Browserbarometer bruger ca. 62 pct. af danskerne Internet Explorer mens både Chrome og Firefox har en markedsandel på omkring 12 pct.
Til sammenligning havde Internet Explorer for to år siden en markedsandel på ca. 82 pct., Firefox ca. 12 pct. og Chrome under 2 pct.