Intel støtter telemedicin- og uddannelsesprojekter i Nigeria
Craig Barrett rejser rundt i Nigeria, Afrikas tættest befolkede nation, i sin egenskab som formand for både Intel og for The United Nations Global Alliance for Information and Communication Technology (ICT).
Barretts rejse er del af den verdensomspændende rundrejse ”Expanding What’s Possible,” som fokuserer på digital tilgængelighed og uddannelse. Barrett har lanceret et telemedicinsk pilotprojekt, som skal bringe pædiatri til et hospital, der dækker et område med 4.5 millioner indbyggere.
Med hjælp fra Intel er det muligt for læger i afsidesliggende områder, at konsultere speciallæger på større hospitaler ved hjælp af et telemedicinsk system. Førhen var patienterne tvunget til at rejse mindst 250 kilometer for at se en specialist – en rejse som kun de færreste havde råd til. Barrett har desuden offentliggjort, at Intel har indgået en aftale om bl.a. at uddanne 150.000 lærere samt donere 3.000 computere til skoler.
Intel donerede sidste år 250 pc’er til en skole i Nigerias hovedstad Abuja. Ifølge en af skolens lærere, er elevernes karakterer steget markant. Intel stræber efter at forbedre bl.a. uddannelses- og sundhedsforholdene i udviklingslandene ved at fremskynde adgangen til computere og netværksforbindelser.