Corsair er efterhånden et mærke, der kan findes på en del produkter. De laver alt lige fra strømforsyninger over kabinetter til SSD'er, og det er netop i den sidstnævnte kategori, at vi i dag kan præsentere jer for et nyt skud på stammen. Corsair har nemlig præsenteret to nye medlemmer i deres Force Series LS SSD-serie af SSD'er.
De to nye medlemmer har kapaciteter på 480 GB og hele 960 GB, og de slutter sig således til Force Series LS SSD-familien, der i forvejen tæller medlemmer på 240 GB, 120 GB og 60 GB. De to nye SSD'er er også 7 mm høje, og de kan installeres i alt lige fra notebooks til stationære gamingmaskiner. Tilslutningen foregår via SATA 3, men de er naturligvis også bagudkompatible med SATA 1 og 2, om end man ved disse tilslutninger mister en del af hastigheden.
Netop hastigheden er en af Force Series LS SSD'ernes forcer, og her skuffer de to nye medlemmer heller ikke. De tilbyder således læse- og skrivehastigheder på op til 560 MB/s og 540 MB/s, og derudover tilbyder de også T.R.I.M. og S.M.A.R.T. support og tre års garanti.
De to nye SSD'er er i handlen nu til vejledende priser på hhv. $189,99 og $379,99 (ca. 1.330 DKK og 2.650 DKK). Læs mere om Force Series LS SSD-serien på Corsairs hjemmeside via linket herunder.
Del med dine venner


