2010 var et særdeles godt år for det russiske IT-sikkerhedsfirma Kaspersky Lab. Selskabet, der udvikler og producerer antivirusprogrammer til virksomheder og private forbrugere, oplevede i 2010 stor vækst i alle regioner. Således steg selskabets omsætning med 38 pct. til over 500 millioner US-dollars. Kaspersky Lab er dermed på vej til at blive blandt verdens tre største udbydere af IT-sikkerhedsløsninger.
De mest fremgangsrige regioner i 2010 for Kaspersky Lab var: Europa, hvor selskabets omsætning steg med 16 pct. og udgjorde 218 millioner US-dollars, mens USA og landene i Nord-og Sydamerika steg med 68 pct., svarende til en omsætning på 134 millioner US-dollars. Asien oplevede den mest dramatiske vækst på samlet set 111 pct., hvilket svarer til 55 millioner US-dollars.
”Vi er tættere på end nogensinde. Væksten i 2010 har gjort, at vi snart er blandt verdens tre største udbydere af IT-sikkerhedsløsninger på det globale marked,” siger Eugene Kaspersky, øverste chef for og medstifter af Kaspersky Lab.
Som følge af 2010-resultatet har Kaspersky Lab foretaget en række organisatoriske ændringer, der skal geare organisationen til yderligere at optimere salget. ”På den måde forventer vi at nå vores mål om at blive en af de tre største aktører på det globale marked ved udgangen af 2011,” siger Eugene Kaspersky.
Del med dine venner


