Dreame Z10 Station

Dreame Z10 Station
Rengøring er ikke til at komme uden om, og selv hvis man ikke bryder sig om opgaven, så kan man lige så godt gøre opgaven så behagelig og let som muligt. Det sigter Dreame Z10 Station efter at kunne være med til, med et ledningsfrit design og en ladestation, som også tømmer maskinen for støv.

Centrale Specifikationer

  • Ledningsfri brug op til 65 minutter
  • Automatisk tømning af støvsugeren
  • Blåt lys viser vej til skidtet
  • Udskiftelige mundstykker


En tur rundt om Dreame Z10 Station

Det gennemgående design for ledningsfri støvsugere af denne type, har ikke ændret sig meget siden Dyson for alvor gjorde dem populære. 

Det er dog også et design der virker og som er fysisk praktisk, i forhold til at fordele vægten under brug, så støvsugeren er behagelig og let at bruge.

Dreame Z10 Station er opdelt i to dele, hvor selve støvsugeren er den ene, og basestationen til opladning og tømning af støvsugeren er den anden. 

Dreame Z10 Station støvsuger ledningsfri.jpg

Konstruktionen er holdt primært i plast med enkelte aluminiumsdele for at holde vægten nede. Designet er, som vi kender det, med motor og støvopsamling i toppen med et pistollignende greb. 

Støvbeholderen er lavet i gennemsigtig plast, så man kan holde øje med om det er tid til en tømning. 

Dreame Z10 Station Filter beholder.jpg

Støvsugeren kan deles to steder, så det er muligt at lave en lang eller en kort version alt efter hvad man støvsuger. 

Der er to udskiftelige store hoveder sammen med tre mindre specielle hoveder, til ting som møbler eller paneler. De store hoveder er lavet til henholdsvis hårde gulve med en blødere børste, mens det andet er et mere all round hoved til flere overflader.

Dreame Z10 Station holder til tilbehør.jpg

Det store all round hoved har blåt lys, der lyser gulvet foran støvsugerhovedet op. På den måde lyses støv og partikler effektivt op, så man kan se, om der er områder man skal være specielt grundig med. 

Det samme blå lys går igen i det lille hoved beregnet til møbler. 

Alle hovederne kan sættes på enten for enden af røret eller helt oppe ved selve sugeenheden så der er mulighed for fleksibilitet. 

Den håndholdte del vejer under to kilo, og der er en god balance i enheden, så den er behagelig at holde på. 

En stor del af Z10 Station sættet er den medfølgende oplader og “Støvfjernelsesstation” som Dreame selv kalder den. Det er et tårn, der fungerer både som opbevaring og oplader for støvsugeren, og så kommer den med en indbygget støvsugerpose. 

Dreame Z10 Station basestation.jpg

Så når du sætter den håndholdte støvsuger på plads, kan du tømme den over i den større pose i basestationen. Dreame har gjort det på den måde for at undgå at man støver rundt i huset, når man tømmer den lille opsamler, der er på selve støvsugeren. 

På den her måde kan man så udskifte støvsugerposen ved blot at tage den ud af basestationen og smide den direkte i skraldespanden. Ulempen er så omvendt, at man løbende skal købe nye.

Dreame Z10 Station støvsugerposen.jpg

Den håndholdte støvsuger har en beholder med en kapacitet på 0,5 l, mens støvsugerposen i basestationen har en kapacitet på 2,5 l. Dreame noterer i deres materiale at det burde holde til 90 dages brug inden posen skal udskiftes. 

Støvsugen har et vakummfiltreringssystem der fungerer i flere trin igennem både et metal og et stoffilter. Begge dele er lette at tage ud af støvsugeren og rengøre under vand.


Test

Jeg har haft Dreame Z10 Station på besøg i over en måned nu og den har i den periode fungeret som min primære støvsuger i vores hus på sammenlagt 240 m2 fordelt på to plan. 

I testperioden har den erstattet en ældre OBH Nordica ledningsfri støvsuger. 

Vi er to voksne, et tre årigt barn og en hun i hustanden og alle færdes ofte i haven, med alt hvad det medfører af medbragt skidt til indendørsarealerne. 

Den daglige rengøring af huset har under testen let kunne klares med Z10 Station enheden. Den relativt lave vægt på enheden har betydet, at den er let at have med rundt. De udskiftelige støvsugerhoveder betyder, at der hele tiden er et godt alternativ uanset om det er gulvet, sofaen eller panelerne, der skal rengøres. 

Dreame Z10 Station børste til hårde gulve.jpg

Dreame angiver, at man kan få op til 65 minutters brug ud af Z10 Station støvsugeren. Der er mulighed for at køre på tre hastigheder med støvsugeren, og de 65 minutter er naturligvis kun muligt, hvis man benytter den laveste indstilling. 

Til den normale rengøring her gjorde jeg dog brug af den mellemste indstilling kombineret med små turbo områder, som måtter osv på den højeste. Med den slags brug kommer man ikke i nærheden af de 65 minutter. 

Det betød også, at jeg ikke kunne nå hele huset igennem på en enkelt opladning. Så rengøringen her skulle altså deles op i flere bidder. Rent praktisk endte det som regel med at være hele stueetagen, der kunne klares inden støvsugeren skulle i opladeren.

Dreame Z10 Station all round støvsugerhoved.jpg

Det tager omkring tre en halv time at oplade støvsugeren helt, så man skal altså vente lidt før man kan komme i gang igen. Det er naturligvis muligt at starte før den er ladet fuldt op, hvis man kun lige mangler et hjørne. 

Der er masser af sugestyrke i Z10 Station, og jeg har ikke på noget tidspunkt under min test følt, at jeg ikke har haft kraft nok til at få det hele med på min tur rundt i huset, når jeg brugte kombinationen af mellem og høj styrke. 

Den laveste styrke synes jeg var lige svag nok, til at jeg synes jeg fik et tilfredsstillende resultat. 

Dreame Z10 Station blåt lys viser støvet.jpg

Det er dog meget lækkert, at man med et tryk på en knap kan få støvsugerens lille støvbeholder tømt. Så er man klar til at støvsuge næste gang med fuld kraft, og man slipper for at støve rundt med en beholder man tømmer ved at åbne den ene ende. 

Det eneste jeg kan være urolig for på længere sigt er, hvor tilgængelige nye poser vil være til udskiftning i basestationen. Faktisk har det ikke været muligt for mig at finde nogen til salg nogen steder. Selv ikke de steder, der rent faktisk sælger Z10 Station støvsugeren, ser ud til at have poserne i sortimentet. 


Pris 

Jeg kan pt finde Dreame Z10 Station med en onlinepris på lige omkring 4500 kroner. Det lander ca. i mellemsegmentet af denne type ledningsfri støvsugere.


Konklusion

Det har været en fornøjelse at have besøg af Dreame Z10 Station støvsugeren. Når først man har vænnet til til den bekvemmelighed, der er med en ledningsfri støvsuger, så er det svært at forestille sig noget andet. 

Man tager den frem og er i gang i løbet af ingen tid, hvilket betyder at man er meget mere tilbøjelig til lige at tage det vildfarne krummer efter morgenmaden med det samme.

Sugestyrken har jeg som sagt været fint tilfreds med og det er rart at kunne vælge i tre trin, så man har noget der passer til opgaven. 

Dreame Z10 Station hastigheder og batteristatus.jpg

Hvis man har mange m2 at skulle holde ren, så skal man dog, som i mit tilfælde, være indstillet på, at det ikke kan nødvendigvis klares i en omgang.

Dreame Z10 Station er en ret stor enhed, når man regner basestationen med, som jo naturligt nok ikke er til at komme uden om. Så man skal have et ledigt hjørne eller et stort skab at kunne stille den i. 

Det eneste der sådan rigtigt har gjort mig i tvivl om støvsugeren er et godt køb, er min usikkerhed omkring støvsugerposerne. Der eren ekstra med i kassen, men når de to er brugt, så er den ikke meget værd hvis ikke man kan købe nye poser. Poserne er ikke ligefrem standard størrelse så jeg har svært ved at forestille mig andre end dem der er lavet til systemet virke.

Dreame Z10 Station indholdet i kasse.jpg

 Når en af de eneste steder jeg kan finde dem er på Aliexpress, så fylder det mig ikke ligefrem med tillid til at det kan være en langsigtet plan. 

Vi lander med en endelig karakter på 7, for en på alle måder god ledningsfri støvsuger, som dog virker som en usikker investering, hvis ikke poserne kommer i handlen mere tilgængeligt.  


Fordele: 

  • Let tømning af støvsugeren
  • Masser sugestyrke
  • Det blå lys hjælper med rengøringen


Ulemper

  • Kan ikke finde nye støvsugerposer til salg nogen steder
  • Batteritid lidt til den korte side

Vores partnere