RMA af bundkort

  • Købte for et halvt år siden et bundkort hos Århus PC lager som jeg har været tilfreds lige indtil for nyligt.


    Der opstod nemlig ved opstart af computeren en særpræget dunst der bredte sig kabinettet af, uden der kom billede på skærmen. Ved nærmere undersøgelse bemærkede jeg at en meget meget lille chip (vi snakker 1x1mm eller lign) på bundkortet var en smeltet.


    Efterfølgende har det vist sig at alle tilsluttede usb enheder på daværende tidspunkt er futtet af sammen med bundkortet. Kender ikke status på de fleste andre komponenter i computeren.


    Jeg vælger så at kontakte Århus PC lager for at høre om det er noget de vil tage sig af (også med henblik i den 3 års garanti der findes på bundkort fra producenten). Det vil de gerne. Bundkortet afleveres i starten af sidste måned, og jeg får en besked i min RMA procedure herom. Dagen efter konstateres det defekt og min RMA status ændres til "afventer leverandør ombytning"


    Efter at have ventet i godt 3 uger uden nogen status opdatering kontakter jeg Århus PC lager. Jeg spørger efter hvor lang tid de regner med denne ombytning skal tage. De kan tage måneder til uger får jeg at vide. Jeg spørger om hvorvidt jeg kan få ombyttet mit bundkort med et andet tilsvarende identisk i mellemtiden (da denne er på lager og stadig sælges). Det kan jeg ikke får jeg at vide - fordi skaden tyder på en monteringsfejl.


    Konfronteret med at kortet har været brugt i over et halvt år, og der derfor næppe har været problemer med monteringen da fejlen først er opstået nu, ændrer ikke på denne holdning.


    Spørger så hvorvidt der er mulighed for at høre status på RMA'en hos producenten da de ifølge deres support hjemmeside tilbyder tracking på varen. Århus PC lager meddeler mig at de ikke kan tilbyde dette.


    Så summa summarum er status at jeg ikke har haft tilgang til min computer i en lille måned. Aner ikke om jeg får mit kort ombyttet, og såfremt jeg gør, hvor lang tid kan jeg afsætte på at vente på dette. Men problemet er at jeg har en 1½ års forskningsprojekt på computeren som jeg efterhånden gerne skal til at arbejde på da det skal præsenteres pr. 30. november. Så overvejer naturligvis at købe et nyt bundkort magen til.


    Det vil bare være en smule irriterende at købe et nyt bundkort nu, og så få det gamle tilbage om et par uger. Så er ved at være en kende irriteret over serviceniveauet på Århus PC lager, har derfor et par spørgsmål:


    1) er der ingen grænse for hvor lang tid en sådan ombytning/undersøgelse må tage?


    2) hvis en sådan undersøgelse trækker ud, har man ingen mulighed for midlertidig erstatningsvare?


    3) hvis varen er defekt, men jeg i mellemtiden har købt et nyt bundkort, er der så nogen mulighed for at lade handlen gå tilbage?


    4) nogle smarte ideer til hvad man gør i min situation?


    Og så et enkelt udsagn:


    1) Er ikke imponeret over Århus PC lagers generelle service niveau!

  • Du må jo udmærket vide, hvad bundkortet hedder, og hvad det kan købes til. Ved RMA forstår jeg returret indenfor 14 dage, nærmest. Det er normalt, at man anmelder til RMA, når/hvis man ikke kan få nye dele til at spille sammen. Man kan ikke komme og bede om RMA efter 1/2 års drift. Når samtidig usb-portene er brændt af, tyder det på misbrug. En usb-port kan trække 300 mA, og kortsluttes den med defekt udstyr kan bundkortet brænde helt af. Hvilket også er sket i dit tilfælde.
    Jeg vil sige det på den måde, at du er heldig, hvis dit bundkort stadig er på markedet. Jeg ville ikke tøve med at købe et andet præcist magen til (hvis det er muligt), for så sparer du en masse arbejde med at geninstallere, osv. Jeg ved godt, at der principielt er 2 års garanti, men jeg synes ikke, at din sag står stærk.
    På ebay.co.uk kan du se, om dit bundkort er at finde brugt. Porto fra UK er som i Danmark internt, og told er der ikke. Har du et Visa kort, kan du tilmelde det paypall, og det er en vældig smart og sikker betalingsform. Faktisk den eneste brugbare betalingsform på ebay.
    Det kan jo da ikke være noget praktisk elektronik, du studerer, når du har gået en måned og ventet midt i et projekt.
    Hvad hedder dit bundkort ? måske kan jeg finde noget.

  • Jeg ved godt hvad bundkortet hedder og hvad det kan købes til, forstår ikke helt hvad du mener der?


    Ved RMA forstås "Return merchandise authorization" hvilket i praksis betyder når en køber af et produkt arrangerer med sælger at sende et produkt tilbage til reparation eller udskiftning fordi det ikke fungerer. Det har intet med 14 dages returret at gøre hvor man efter at have prøvet produktet i op til 14 dage kan returnere det hvis det ikke har levet op til forventningerne. Det må man sige mit bundkort har, indtil det futtede af for godt en måned siden.


    Misbrug er i ordets betydning defineret ved at benytte et produkt til noget som det ikke er beregnet til. Jeg har haft to USB enheder tilsluttet. Mit trådløse logitech keyboard+mus samt en xbox wireless gaming controller. Disse har jeg brugt på computeren i over 1år uden problemer. Da jeg så pludselig tænder computeren en dag brænder noget på bundkortet og efterfølgende er mine tilsluttede USB enheder også ødelagt. Det tolker jeg som en fejl på bundkortet har brændt enhederne af. Du tolker det som en kortslutning i een af de to enheder som får en chip til at brænde sammen på bundkortet der resulterer i at bundkortet "dør". Det synes jeg lyder usandsynligt. I begge tilfælde er der ikke tale om "misbrug" men fejlbehæftede enheder.


    Principielt har jeg ikke to års garanti. Jeg har to års reklamationsret der dækker fejl på enheden som har været på enheden fra starten hvor der netop ikke har været tale om misbrug. I denne reklamationsret er findes der konsensus om at en fejl indenfor det første halve år kan formodes at skyldes en fejl på enheden fra starten hvorfor køber ikke bliver pålagt en bevisbyrde, mens det sidste 1½ år kan pålægges køber at bevise at fejlen på enheden har været der fra start. Noget helt tredje er at jeg som nævnt har 3års garanti fra producentens side. Det er denne jeg primært forventer at udnytte nu.


    Hvad jeg forventede fra forhandleren var en smule fleksibilitet. Een ting er at komme med et bundkort der stinker af toast fordi det muligvis/muligvis ikke har været OC'et ind i helvede. En anden ting er at komme med et kort hvor en USB chip pludselig er smeltet - det er jo ikke det typiske misbrug at sidde og se hvor mange mA en USB-port kan trække. Så mon der er tale om misbrug? God service havde været fra forhandlerens side at give et midlertidigt erstatningskort når de stadig er lagerførende med kortet, da det jo nok med al sandsynlighed ender med at få et nyt kort fra producenten.


    Har ikke interesse i brugtkøb i udlandet, men holder selvfølgelig øjnene åbne hvad angår brugte kort af denne type herhjemme. Geninstallering af systemet med baggrund i et andet bundkort tolker jeg som det mindste besvær i forhold til denne knibe jeg er i nu, så det er ikke sådan at det ligefrem haster.


    Hvad angår mit projekt forsker jeg indenfor medicinsk forskning på Århus Sygehus. Det har ikke noget at gøre med elektronik. Det betyder ikke desto mindre at der skal fremlægges en hel del resultater foran en hel del mennesker snart, og derfor har jeg en smule travlt med at få en computer tilbage.


    I øvrigt tak for dit tilbud. Men har selv næsen ude på alle brugtmarkeder pt, dba, guloggratis, tweak, hwt, hol.dk, nerds.dk m.v. ... men håber i stedet snart at høre fra Århus PC lager.

  • Quote

    Oprindeligt indlæg af Danemagic
    Har du et Visa kort, kan du tilmelde det paypall, og det er en vældig smart og sikker betalingsform


    Jeg syntes da ellers jeg kan huske at et af forbrugerprogrammerne havde en Paypal sag oppe hvor konklusionen var at man som forbruger købte Paypal penge, som derefter byttes med en vare og derfor var det Paypal og ikke ens bank man skulle rette henvendelse til og de var/er ret ligeglade med ens tab. :rolleyes:

    Cyberduck
    | Lian Li PC-O11DXL | ASRock PG Velocita B550 | Ryzen 5600X | 4x8GB TridentZ Royal RGB @3600 Mhz | RTX 3080 | Seasonic Platinum 750W | 4T NVME, 1TB NVME | 6TB WD RED HDD | Vandkøling fra EK |

    Rettet en gang, sidst af HerrMansen ().

  • Det er udfra gode erfaringer med paypall, at jeg skrev dette. Jeg har handlet over 30 gange på den måde (endda senest noget optik fra St. Petersborg), og er aldrig løbet ind i problemer med betalinger. Naturligvis kan der komme en mail vedrørende paypall konto som er phishing, men man skal ignorere dem.


    M.h.t. bundkortet: der er grader af kostbarhed indenfor bundkort. De dyreste med Intel chipset går helt op til 1800 kr., men man kan få udmærkede bundkort også til 600. Derfor synes jeg ikke, at det er uden betydning for sagen, at nævne hvilken pris, - og hvis det er den dyre kategori, så kunne brugtkøb på ebay.co.uk være en så meget desto bedre løsning. Der er 55 mill. britere. Tyskerne derimod bruger ikke paypall ret meget (og den eneste gang jeg har fået noget dårligt, var det fra Tyskland). Uden for EU er naturligvis ikke smart p.gr.a. at told og moms og ekspeditionsgebyr ødelægger økonomien. Told burde have en bagatelgrænse.

  • Bundkortet er i 1500kr's klassen så det kan godt betale sig at købe noget brugt, men det ville være lidt irriterende hvis man købte noget brugt for derefter en uge senere at få et splinter-nyt ombyttet bundkort fra producenten, det er derfor jeg går og tripper lidt.


    Alternativ går jeg ned og køber et bundkort magen til hos dem, bruger det i 13 dage, afleverer det jf. 14-dages returret, og så kører sådan indtil jeg får en status på det gamle, men det er ej heller optimalt.